Klassisk i Christiansfeld – foreningen for den levende klassiske musik
Foreningen har til formål at udbrede kendskabet til – og interessen for – den klassiske musik og beskæftiger sig med en bred vifte af aktiviteter. Centralt vil være afholdelsen af klassiske koncerter på højt niveau i Christiansfeld. Ambitionen er at bringe store navne til den lille by, men allerforrest står ønsket om at arrangere koncerter, der er præget af imødekommende musik og levende formidling, og foreningen ønsker at engagere musikere, der forstår at møde deres publikum i øjenhøjde.
Ambitionen om at sætte formidlingen i centrum opfyldes gennem afholdelse af foredrag og koncertintroduktioner, ligesom det er foreningens målsætning at promovere unge ikke etablerede kunstnere. Foreningen deltager i koordinering af lokalområdets klassiske musikarrangementer og samarbejder med øvrige foreninger indenfor det klassiske område i Kolding Kommune og med samarbejdende musikforeninger i andre kommuner
Foreningen Klassisk i Christiansfeld er desuden blevet dannet for at støtte og skabe interesse for en ny, international festival for klassisk musik i Christiansfeld, der åbner i juni 2015. Foreningen arbejder for at sikre lokal forankring og folkelig opbakning til festivalen, både i Christiansfeld og i resten af Kolding Kommune.