Lørdag den 14. december 2019 – kl. 15:30
Haderslev Drengekor, BaroqueAros og solister
Händels Messias
Onsdag den 30. oktober 2019 – kl. 19:30
Søstrehusets korsal, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld
The Blackbirds
The Blackbirds spiller nye fortolkninger af The Beatles musik. I bedste kammermusikalske stil leger duoen sig igennem de største sange, som er vores fælles skat og kulturarv, og sætter dem i et nyt lys. Søren Bødker Madsen spiller vanvittig raffineret på sin spanske guitar og Karoline Budtz´ lyriske og teatralske stemme, giver sangene et levende og varieret udtryk, der bevæger sig henover klassisk, flamengo, bossa nova, folk, pop/rock og swing! Denne aften fremhæver de nogle sange fra albummet Abbey Road, som netop i år har 50 års jubilæum. Dette album var det sidste the Beatles indspillede sammen, dog efterfulgt af det tidligere indspillede album “Let it be”.
The Blackbirds har i samarbejde med DR produceret 20 programmer: “Beatles forever” i 2012 og 2014. De genudsendes jævnligt, og sendes nu også i Sverige, Finland, på Færøerne og Island.
———————————————
Mandag den 7. oktober 2019 – kl. 19:30
Søstrehusets korsal, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld
Dobbelt- og fusionskoncert med Vesselil og Twang
En helt speciel aften hvor disse to fremragende grupper byder på numre hver for sig og også lader sig smelte sammen i skønsang og sammenklang.
V E S S E L I L
Vesselil er en dansk strygetrio med kontemporær folkemusik på programmet. Besætningen udgøres af violin, bratsch og cello, hvor endvidere sangen har en central rolle i musikken. De tre unge musikere vægter det personlige udtryk højt og sætter et unikt pæg på den nordiske folkemusiktradition. De har gravet i mulden af den nordiske sangskat, ført den til nutiden og flettet den sammen med egne kompositioner og improvisatoriske elementer. I glimt høres tilmed strejf fra varmere himmelstrøg i deres intense og delikate samspil. Med stor kvalitetsbevidsthed udforsker trioen strygeinstrumenternes muligheder og sangstemmerne som smelter sammen i livsbekræftende budskaber. Vesselil bevæger sig ofte i grænselandet mellem det glædessprudlende og det melankolske og formidler den dybde og styrke, som findes her.
Elisabeth Dichmann – violin, sang
Clara Tesch – violin, bratsch, sang
Maja Aarøe Freese – femstrenget cello, sang
T W A N G
TWANG fornyer folkemusikken!
En koncert med Twang er uforudsigelig. Koncerten er fyldt med humor og varme, når de tre musikere går på scenen og samles om deres fælles mikrofon. Twangs besætning med bas, violin og banjo er måske nok traditionel, men trioen er konstant i gang med at forny og nyskabe den amerikanske folkemusik, og har fundet deres helt eget udtryk uden at slippe traditionen. Det skal være nærværende, og der skal altid ske noget nyt! Twang er kendt for deres nærvær, ærlighed og tætte samspil med publikum og hinanden. Det er ikke unormalt, at publikum til deres koncerter både får tårer i øjenkrogen og griner højlydt med bandet.
Publikum husker Twang for deres fænomenale trestemmige sang og deres instrumentskift, når bassisten pludselig finder guitaren frem og banjospilleren griber bassen, mens violinen bliver skiftet ud med mandolin. Med musikalsk overskud, historier, anekdoter og drillerier binder trioen sangene sammen til en levende koncertoplevelse.
Melankoli, humor og kærlighed! Deres egne numre rummer alt fra den dybe, hudløse melankoli til hoppende, humoristiske og satiriske hits. Og deres fortolkninger af amerikanske folkeklassikere løfter taget, når de med kærlighed til traditionen krydrer sangene med deres særlige Twang!
Spencer Gross – kontrabas guitar og sang
Thyge Søndertoft – violin mandolin og sang
Peter Banks – banjo kontrabas sang
______________________________________________________________________
Tirsdag den 3. september 2019 – kl. 19:30
Søstrehusets korsal, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld
Jakob Alsgaard Bahr, piano
Jakob Alsgaard Bahr er født 13. december 1984 og begyndte at spille klaver som 5-årig. Han har siden 2002 studeret hos professor Anne Øland – fra 2004 på Det Jyske Musikkonservatorium. Her færdiggjorde Jakob i 2010 sin kandidatuddannelse, og i november 2012 debuterede han fra solistklassen samme sted. I løbet af sit studium har Jakob opholdt sig et år i Berlin (08/09), hvor han fordybede sig i sit klaverspil. Fra januar 2013 går Jakob på ensemblesolistlinien på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med klavertrioen, Trio Gemini, som også tæller Karen og Kirstine Pedersen. Her modtager de undervisning af professor Tim Frederiksen.
Jakob har et aktivt koncertvirke; bl.a. har han som solist optrådt med Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatoriums Symfoniorkester, Syddansk Universitets Symfoniorkester, Vejle Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester. I juni 2013 blev han 2. prisvinder i den 10. Nordiske Pianistkonkurrence i Nyborg.
At være en alsidig musiker ligger Jakob meget på sinde; således indgår han ofte i forskellige kammermusikalske sammenhænge og beskæftiger sig ligeledes med at undervise og komponere. Jakob er fast underviser i PianoramaAkademiet, der er en privat klaverskole for børn og unge med stor spillelyst.
Jakob Alsgaard Bahr har modtaget Aennchen og Eigil Harbys Fonds legat i 2011, Ejnar Hansen Prisen i 2010, Sonnings musikstipendium i 2009, Alexander Stoffregens mindelegat i 2008, Pianistinde Esther Vagnings legat i 2007, Jacob Gade-fondens store legat i 2006 og J. C. Hempel Fonds rejselegat i 2005.
Søndag den 31. marts 2019 – kl. 16:00
Søstrehusets korsal, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld
Maja Bramsen Blenner, fløjte – Berit Juul Rasmussen, piano – Vincent Lucas, fløjte
Vincent Lucas, fløjte
I en alder af 17 vandt Vincent Lucas, som den første franskmand, Prags Internationale Radio Konkurrence (Concetino Praga).
Da han var 14 år gammel, var han, med første nominering, blandt de yngste fløjter til at komme ind på Paris Conservatoire (CNSMDP). Efter at have tilbragt fem år på Toulouse Capitol Orchestra var han seks år i et af de mest prestigefyldte orkestre i verden, Berlin Philharmonic.
Siden 1994 har han været første fløjte og solist ved “Orchestre de Paris”. Ud over sin karriere, som primært er baseret på at være orkestermusiker, omfatter hans undervisning mange masterclasses både i Frankrig og i udlandet. Han har været professor ved Paris Conservatoire (CNSMDP) siden 1995 og blev nomineret til hovedprofessor ved Conservatoire National de Région de Paris (CNR) i 1999.
Han er anerkendt af sine kolleger og han er meget værdsat for sine kammermusik-aktiviteter med mange prestigefyldte musikere som Christoph Eschenbach, Marie-Pierre Langlamet, Christian Ivaldi, Eric Le Sage, Paul Meyer Michel Beroff, Brigitte Engerer, Xavier Philipps, Svtelin Roussev, Radek Baborák. Vincent Lucas er en del af Paris Wind Trio (Trio à Vent de Paris).
Med Indésens Records, har han indspillet Dutilleux Sonatine og fortolkninger af franske værker med pianisten Emmanuel Strosser.
Maja Bramsen Blenner, fløjte
Maja Bramsen Blenner aflagde diplomeksamen på Det Fynske Musikkonservatorium i 2007 og debuterede også herfra i 2009 ved Rune Most.
Sideløbende med studiet i Odense begyndte Maja i 2004 at få undervisning hos Vincent Lucas i Paris, hvilket også resulterede i nogle studieophold. Det professionelle forhold er fortsat efter Majas debut og hun er stadig jævnligt i Paris.
Maja her desuden deltaget i en lang række masteclasses hos bl.a. William Bennet, Andras Ardorjan, Phillip Bernold og Vicens Prats.
Maja har spillet koncerter i både ind- og udland, bl.a. i Tyskland, Italien, Frankrig, Spanien og hun har spillet med Danish Youth Symphony Orchestra i Sydney.
Maja spiller i dag med forskellige ensembler som bl.a. Trio Kamma (fløjte, fagot og klaver), Den Dansk/Franske Trio (to fløjter og klaver) og en fløjte- og guitarduo med guitaristen Thomas Poulsen.
Maja har assisteret i Odense Symfoniorkester og har også haft
fornøjelsen af at være med til Opera på Engen. Maja trådte sine musikalske barnesko i Haderslev Musikskole, hvor hun i dag selv underviser. Hun fik i 2001, som den første, tildelt Haderslevs Musikpris. Maja er en anerkendt kammermusiker og velanset underviser.
Berit Juul Rasmussen, Klaver
Berit juul Rasmussen aflagde sin diplomeksamen som musikerperformer ved Det Fynske Musikkonservatorium i 1999, hvor Rodolfo Llambias og Rosalind Bevan var hendes lærere. I løbet af sin studietid tilbragte hun to studieår i Helsinki som udvekslingsstudent ved Sibelius Akademiet, og efter endt diplomeksamen var hun et år i Rom, hvor hun studerede hos Mirta Herrera.
Hun har desuden deltaget i masterclasses med bl.a. Jiri Hlinka, Stephen Kovacevich og Paul Trein. Berit har flere gange optrådt som solist, bl.a. som ”Ungt Navn” med Odense Symfoniorkester i 1999 og til Sønderjyllands Symfoniorkesters komponist-workshop i 2001. Desuden har hun været solist med Hamlet Strygeorkester i Odense og Nova Amadeus Orchestra i Rom.
Berit spillede i august 2000 en solokoncert på Gråsten Slot under overværelse af Hendes Majestæt Dronning Ingrid, og med sit faste ensemble Embla har hun givet koncerter i Rom, Tyskland og på Færøerne. Hun er desuden aktiv kammermusiker ved Odense Symfoniorkesters Pro Musica koncerter. Berit har desuden studeret i solistklassen ved Det Fynske Musikkonservatorium, hvor hun havde debutkoncert i november 2002 på konservatoriet i Odense og i Rundetårn i København.
______________________________________________________________________
Onsdag den 6. marts 2019 – kl. 19:30
AFLYST – AFLYST – AFLYST
Koncerten aflyses desværre p.g.a. sygdom.
Trioen Kirstein/Lonquich/Petkov – Rørbladstrio
______________________________________________________________________
Onsdag den 6. februar 2019 – kl. 19:30
Søstrehusets korsal, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld
Den danske cellist, Carl-Oscar Østerlind er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Morten Zeuthen, Kungliga Musikhögskolan/Edsberg i Stockholm hos Torleif Thedeen og University of Southern California i Los Angeles hos Ralph Kirshbaum. Han har desuden modtaget undervisning af Frans Helmerson i Piteå og Hans Jørgen Jensen i Chicago. I 2012 debuterede han fra solistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Carl-Oscar har vundet en lang række konkurrencer, bla. 1. prisen i Den Danske Strygerkonkurrence og 2. prisen i Ljunggrenska Konkurrencen i Göteborg. Siden han vandt juryens specielle talentpris i den dansk/svenske Øresundssolist-konkurrence i 2003, har han modtaget mange priser, bla. Jacob Gades Store Legat, Sonningfondens Musikstipendium, Van Hauens Legat samt stipendier fra Kungliga Musikaliska Akademin i Sverige. Som kammermusiker har han vundet DR P2´s Kammermusikkonkurrence, Charles Hennenkonkurrencen i Holland og Trondheim Strygekvartetkonkurrence i Norge. Carl-Oscar har optrådt på festivaler i ind- og udland som bla. Ravinia Festival i Chicago, Piatigorsky Cellofestival i Los Angeles, Verbier Festival, Bergen Festspillene og Prussia Cove i England. Som solist har han optrådt med Aarhus, Linköping, Mexico City og Danmarks Radios orkestre. Carl-Oscar Østerlind har virket som cellist i Storstrøms Kammerensemble, Ensemble MidtVest og Ensemble Mutatis, og som solocellist i Helsingborgs-, Færøernes- og Sjællands Symfoniorkestre. Han er medlem af den USA-baserede Sheridan Piano Trio, der i den kommende sæson bla skal spille Beethovens Triplekoncert i New York. Carl-Oscar Østerlind spiller på en cello fra 1703 bygget af Giovanni Grancino, venligst udlånt af Augustinus Fonden.
Den prisbelønnede danske pianist, Emil Gryesten Jensen (født 1985) er uddannet ved Det kgl. danske musikkonservatorium og ved Sibelius-akademiet i Helsinki. Han har desuden studeret ved “International Piano Academy – Lake Como” i Italien. Hans læremestre tæller fremtrædende kapaciteter inden for pianistfaget såsom Erik Tawaststjerna, Dmitri Bashkirov, Tamas Vasary, Fou Ts’ong og Anne Øland. Før han begyndte sin konservatorieuddannelse, var han elev på Klaverskolen Gradus i Aarhus, hvor hans lærer var pianisten Martin Lysholm Jepsen. Emil Gryesten har modtaget priser ved en del danske og internationale konkurrencer for unge pianister, bl.a. vandt han som 15-årig førstepris ved Steinway-konkurrencen i Hamburg samt guldmedalje ved Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence i København. I 2010 vandt han både førstepris og Publikums Pris ved Nordisk Pianistkonkurrence på Nyborg Slot. Under sin tid som studerende ved Sibelius-akademiet vandt han desuden førstepris ved Finlands nationale klaverkonkurrence i Jyväskylä i 2010, og han modtog ligeledes førsteprisen ved Blüthner Pianistkonkurrencen i Malmö i 2006. Emil spillede sin første solo-recital som 15-årig og har siden da haft en aktiv koncertkarriere både som solist og som kammermusiker. Han debuterede som solist med orkester som 16- årig, med Aarhus Symfoniorkester. Han har optrådt ved klassiske musikfestivaler såsom Copenhagen Summer Festival, Aarhus Piano Festival, Hindsgavl Festival, samt Espo Piano Festival og Kuhmo Kammermusikfestival i Finland, Bluethner Classics i Leipzig, International Piano Association Switzerlands koncertserie i Lugano, og han har lavet flere produktioner, både studieoptagelser og liveindspilninger, for DR-P2 samt YLE i Finland, samt en række cdindspilninger for pladeselskaberne Danacord og Classico. Emil fungerer desuden som underviser i klaver og kammermusik ved Aalborg Kulturskole og ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. www.emilgryesten.com
———————————————————————————————
Folkekons
Mandag den 14. januar 2019 – kl. 19:30
Søstrehusets korsal, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld
Folkekons er Syddansk Musikkonservatoriums folkemusiklinje – landets eneste af sin slags. Igen i år drager Folkekons på deres årlige vinterturné rundt i Danmark mellem d. 10. – 18. januar 2019. Folkemusikuddannelsen favner bredt, men har sin kerne i den danske folkemusik. Af turnéens koncertprogram kan der forventes et bredt og alsidigt udvalg af både nykomponeret og traditionel, nordisk folkemusik.
Når Folkekons drager på turné er det en sekstet, der rejser afsted. Besætningen er folkemusiklinjens studerende:
Jonas Lærke Clausen: Violin, Mandolin
Thea Valgren: Tværfløjte
Martin Strange Lorenzen: Klarinetter
Justine Hald Boesen: Accordeon, Vokal
Charlotte Ljungstrøm: Vokal, Klaver
Frederik Mensink: Kontrabas, Torader
Folkekons vil tage publikum på en helt speciel rejse, hvor både det inderlige, det vilde og det medrivende vil blive udforsket. Gamle og nye toner, sange og danse blander sig i folkemusikken, som aldrig er gammel eller ung, aldrig lader sig eje, men er herreløs, tidløs og altid aktuel.
Publikum får chancen for at opleve Danmarks folkemusikstuderende lige nu, inden de om få år kommer til at pryde den danske folkemusikscene som uddannede, professionelle musikere.
Medier:
www.facebook.com/Folkekons